• 01

  • 35

  • 34

  • 33

  • 32

  • 31

  • 30

  • 29

  • 28

  • 27

  • 26

  • 25

  • 24

  • 23

  • 22

  • 21

  • 20

  • 19

  • 18

  • 17

  • 16

  • 15

  • 14

  • 13

  • 12

  • 11

  • 10

  • 09

  • 08

  • 07

  • 06

  • 05

  • 04

  • 03

  • 02

Fortællinger fra Sambananas’ historie af Poj Olsvig. Danser hos Sambaskolen Sambananas

…og en anden gang da der udbrød panik på vej op ad trappen til scenen, fordi en eller anden foreslog vi byttede rundt på opstillingen i entreen – og solkostumet, der bare er indrettet sådan at man ikke kan få armene ned og fx binde sit eget snørebånd…

Fortællinger fra Sambananas’ historie af Poj Olsvig. Danser hos Sambaskolen Sambananas
Har du en kommentar eller rettelse til fortællingen, så send mig en mail

Da vi fik en onkel i stedet for en danseunderviser
Dette er historien om, hvordan vi blev snydt for en danseunderviser på sommerlejren, og i stedet måtte tage til takke med hans onkel!

Historien er kun et par år gammel, men ikke desto mindre sand!
Vi var i fuld gang med at forberede sommerlejren, og vi havde skaffet alle tiders underviser fra London, bl.a. efter anbefaling fra Mariana Whitehouse, så den skulle jo være god nok.

Et par uger inden sommerlejren og efter er alt er planlagt, aftalt og annonceret, så får jeg ad omveje at vide, at underviseren vistnok mangler et pas!

Jeg skynder mig at kontakte underviseren, og det viser sig at hans pas, rigtignok er udløbet, men at han arbejder på at få det fornyet!

Da der kun er få uger tilnage inden sommmerlejren, begynder vi at blive urolige, for så vidt vi ved, så kan det tage måneder at få fornyet et brasiliansk pas, når man selv opholder sig i udlandet.

Og vores bange anelser viser sig at holde stik:
Efter nogle hektiske dage med flere bekymrede telefonopringer står det rimeligt klart, at underviseren sandsynligvis ikke vil nå at få et nyt pas inden sommerlejren!

Så er gode råd dyre, og vi må lægge hovederne i blød, for hvordan kan vi skaffe en ny underviser med under to ugers varsel?! – Mariana har nogle enkelte forslag, men enten kan de ikke, eller også matcher de slet ikke det, vi har brug for!

Jakson Pinto, som underviseren uden pas hedder, mener at han har løsningen på vores desperation: Han kan jo bare sende sin onkel!

Nu er det ikke sådan, at jeg normalt tænker, at en onkel til en danser, vel kan være ligeså god som sin nevø, så jer er temmelig skeptisk.
Så dels beder vi Jackson bekræfte, at onklen kan alt det vi behøver, og vi kontakter onklen, som viser sig at bo i Paris.
Også onklen mener, at han har alt det, der skal til (og mere til).
Så vi ser ikke anden udvej, end at hyre onklen i stedet for.

Det giver selvfølgelig en del praktiske problemer med flybilletten som jo allerede er købt.
Det viser sig hurtigt meget dyrere at få lavet billetten om, end at købe end ny. Så må vi jo købe en ny.
Herregud, det er jo bare penge!

Det vigtigste er selvfølgelig at vi får en kvalificeret underviser. Så vi er jo meget spændte, da onklen dukker op.
Pigerne gør store øjne, for hvem havde regnet med at en onkel kunne være en ung, muskuløs og meget mørk brasilianer med et stort smil!

Det gik jo tilsyneladende meget godt!
Og da vi om aftenen tager snakken med ham, om han nu også har forstået helt præcist hvad programmet er og hvad vi ønsker undervisning i, beroliger han os og siger at han skam har undervist i mange år.

Det viser sig så senere, at han først og fremmest har undervist i musik og fitness! Hvilket selvfølgelig forklarer den flotte, veltrimmede krop!
Det viser sig også, at undervisningen er stort set den samme, uanset hvilken genre eller indhold vi har bedt om.
Dvs. det er samme musiknummer og samme koreografi, uanset om det hedder samba de roda, samba reggae eller mandesamba!
Forskellen består i, at man i samba de roda danser mænd og kvinder sammen, og i mandesamba deltager kun mænd, men til gengæld danser man i bar overkrop!

I første omgang føler jeg, at vi er blevet taget temmelig meget ved næsen, men på festaftenen viser det sig at gøre stor lykke, at alle mændene optræder med samme nummer, som pigerne kender, og midt i nummeret smider t-shirten, for at give den fuld gas.

Jo, han forstod virkelig at charmere pigerne!
Og det gjorde han jo faktisk fra første sekund han ankom, til han var afsted igen.
For ham hørte det åbenbart med til jobbet, at man skulle forsøge at nedlægge så mange piger som muligt.

Men det varede jo ikke længe, førend pigerne opdagde, at han bagte uhæmmet på alt og alle af hunkønsvæsen, og det var ikke så lidt underholdende at have værelse lige ved siden af af hans og høre på, hvordan han forsøgte sige med først den ene og så den anden, ganske ihærdigt og helhjertet, men han fik altså temmelig mange afslag!
Til sidst var der dog en enkelt der forbarmede sig, så vi kunne få lidt ro i lejren 🙂 Men jeg foretrækker nu stadig at få det, som vi har planlagt, og at man kan regne med at underviserne dukker op som aftalt!
Men flere års sommerlejrplanlægning har efterhånden forberedt mig på, at man ikke kan vide sig sikker, førend sommerlejren er vel overstået!

Der er mange flere historier fra sommerlejre, men dem må I få en anden dag!

Da pigerne fik ros deres tykke ben til ølfest
Dette er historien om hvordan pigerne fik ros for deres tykke ben til ølfest i Rio.

Det var vores allerførste dag i Rio.
Vi var startet hjemmefra næsten 1 døgn tidligere med først at tage toget til Kastrup, så flyve i to hold til Frankfurt, for at flyve med Lufthansa tværs over Atlanten til São Paulo, og endelig med flyet det sidste stykke til Rio.

I lufthavnen i Rio blev vi modtaget af nogle af Jannes venner, som hun havde bedt om at hente os.
Det var decideret luksus at blive modtaget og kørt direkte til hotellet på Copacabana, hvor vi skulle have vores første overnatning på et hotel, som var inkluderet i flybilletten.

Vi ankom til Copacana lige omkring middagstid, og efter vi havde tjekket ind og klædt om, var det selvfølgelig tid at styrte ned på stranden på Copacabana og nyde solen og havet og ikke mindst mærke, at vi endelig var i Rio, som vi havde drømt og snakket om så længe!

Det var godt nok temmelig uforsigtigt efter næsten et døgns rejse at smide sig midt i middagssolen et par timer, men det ville have været umuligt andet.

Efter et par timer hvor vi blev godt og grundigt bagt igennem, skulle vi allerede samme aften ud til sambaskolen Curicica, for vi havde aftalt, at vi kunne få lov at deltage i deres parade til karnevalet, og vi var opsatte på at møde en rigtig sambaskole for første gang, og se hvad sådan en egentlig var og hvordan den fungerede.
Og så var det jo heldigt, at de netop samme aften havde ølfest!

Så vi var snart i gang med at finde ud af hvilken bus, og hvorfra, vi kunne komme til Curicica.
Heldigvis var Jannes veninde blevet hos os og var en fin guide for os.

Så snart sad vi en den lille bus på vej mod Curicica.
Bussen kører det først lange stykke langs stranden i Rio sydlige kyststykke, først Ipanema, så Leme og de andre strande som perler på en snor, for så at dreje ind i landet ved Barra da Tijuca, og så ad en snørklet vej helt frem til Curicica.
Bussen var ikke særlig stor, vel med plads til omtrent en 30 menesker, der sad klemt godt sammen, og med de sidste stående i midtergangen eller siddende på trappetrinene i bussen.

I disse busser er aircondition en luksus, så den var skruet op på fuld styrke, og der var vel omkring de 15 grader i bussen. Ganske koldt, når der udenfor er over de 30 grader! Så vi sad faktisk i shorts og korte t-shirts eller toppe og frøs ganske grundigt i den time, som busturen varer.

Og ikke mindst sad vi og blev rystet godt og grundtígt rundt, mens chaufføren kastede bussen fra side til side på de snoede og ujævne veje, og fra vognbane til vognbane.
At køre med bus i Rio er ikke ligefrem afslappende.

Det lykkedes da også Tove at blive ganske grundigt køresyg, men også at holde sig, lige indtil vi var kommet af bussen, og blev modtaget af en velkomstkomite af nogle af Jannes gamle venner, som også er gamle og respekterede medlemmer af sambaskolen.
Straks måtte Tove gå til side og ofre sig, sikkert som et resultat af kombinationen af et par timer i middagssolen, som Tove faktisk ikke er udrystet med en hudtype, som kan tåle den, og ikke mindst den lange hasardere buskøretur.

Men som det næsten altid er med køresyge, så forsvandt den hurtigt igen. Men helt frisk var hun vel næppe!

Da vi nåede frem til sambaskolen, viste det sig hvordan konceptet ølfest fungerer:
Man betaler et latterligt lille beløb, her var det vist 5 reais, og får til gengæld udleveret et stort ølkrus.
Derefter stiller man sig hen i køen til det, der skulle vise sig at være en genial konstruktion:
Man tager en åben lastbilcontainer, trækker tykke fadølsslanger på kryds og tværs gennem den, og kobler snesevis af fadølsfustager til i den ene ende, og tappehaper i den anden ende, og så fylder man simpelthen containeren med tøris!
Så fungerer det sådan, at næsten lige meget hvor hurtigt man tapper, så er øllen iskold!

Faktisk var det sådan, at man dårlig kunne stå med sin øl i ro og mag, førend en ivrig hjælper kom til og sagde: Din øl er vist ikke kold længere, du må hellere få en ny! og på den måde blev man ganske hurtigt temmelig overrislet.
Det var stadig eftermiddag og solen stod lige på, så vi var temmelig smadrede allerede da festen startede.

Mens vi stod og blev præsenteret for og hilste på de forskellige folk fra sambaskolen, var der mange nysgerrige øjne, for selv om man i Curicica er vant til besøgende fra Europa, tror jeg nok at mange, ikke mindst af danserne lige ville se den lille flok gringos an, for at se om vi nu “kunne noget”.
Især var der ret mange interesserede unge fyre, hvor nogen var lidt pågående.
Det var temmeligt anstrengende ovenpå en hård rejse.
Egentlig havde vi vel mere brug for bare at sidde ned og slappe af, og mere brug for vand end øl!

Heldigvis blev vi inviteret op i den mere rolige loge-afdeling, hvilket er ganske ærefuldt!
Heroppe kom kun betydningsfulde personer fra sambaskolen og vigtige gæster.
Men heldigvis var Jannes venindes far formand for hjælperne, Diretor das Harmonias, hvilket gjorde at vi stort set blev betragtet som æresgæster!

Oppe i logen kunne vi bedre slappe af, og blev ordentlig præsenteret for nogle af de vigtig personer, og Janne havde travlt som tolk.
Musikken var i fuld gang nedenunder i den store hal, hvor bateriet stod i den ene ende og danserne midt på gulvet, med folk, ældre og yngre, familier og børn, siddende rundt i kanten, og hele det store ølanlæg i den modsatte end af musiken.
Vi måtte selvfølgelig også ned og danse med, og da de opdagede at vi faktisk kunne danse samba, endda ganske godt, så blev opmærksomheden og nysgerrigheden ikke mindre!
Dejligt med opmærksomhed, men også temmelig anstrengende, når man egentlig er alt for træt og udbrændt!

Så vi var snart at finde oppe i logen igen.
Pigerne især havde ømme ben og fødder, hvilket er ret normalt efter den lange flyvetur, hvor man stort set bare sidder ned på sin flade, uden mulighed for blodcirkulation i benene. Hvilket gør at man faktisk får opsvulmede ben.
Det førte til at flere af pigerne sad ned benene oppe, så snart de kunne komme til det, og så var det at bemærkningen kom om, at de havde flotte, kraftige ben! I Brasilien er det faktisk en kompliment! Men sådan det absolut ikke på pigerne! Næ, nej, de synes absolut ikke, at det var noget der skulle fremhæves!
Tsk, det er altså ikke særlig let at komplimentere danske piger 🙂

Og komplimenter var der ellers nok af: flere og flere unge dansere, især fyre, selvfølgelig, kom tilfældigvis op forbi vores loge, og kom med kommentarer og slet skjulte beundrende blikke.
Indtil de til sidst blev bedt om at holde sig nedenunder, på deres plads!

Af af til blev pigerne budt ned at danse, og jeg var også selv nede og trykke den af, selvom kræfterne var sluppet op for længst.
Men efter jeg kom op, og stod og kiggede ned og holdt et lille overblik over situationen, kom en af de grandvoksne brasilianske mænd hen og fortalte, at jeg skam ikke behøvede at stå og holde vagt længere, for han havde sat bodyguards på pigerne, så jeg kunne godt slappe lidt af!
Tænk, jeg anede ikke, at det var min opgave!

Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med de noget anderledes kønsroller, end jeg var vant til fra lille Danmark.
Det skulle vise sig, at jeg som eneste mand på tur med seks kvinder, blev regnet som ganske ansvarlig for deres sikkerhed og i det hele taget som den, man henvendte sig til, hvis man ville en af pigerne noget.

Det kom der mange morsomme og også absurde situationer ud af, men om dem må I læse en anden dag.

Udfordringer med kostumer og som hjælper
Dette er ikke en af mine historier, men Gittes som har været trofast hjælper ved utallige shows, parader og karnevaler, og som nok har haft sin sag for, mens hun har reddet mange desparate situationer!

Jeg tror, jeg har lokket hende til at skrive nogen af sine historier ned, men indtil da, må I nøjes med dette uddrag af en chat, jeg havde med Gitte:

…. Gitte: Måske vi kan lære noget af den historie?

Mig: Det kan vi vel altid! Det er kun spørgsmålet om hvor mange gange man skal gentage historien, for at blive klogere
Fx. kan antallet af gange vi har kørt med busser fra Rewitz godt undre, når man kigger tilbage og tæller op…
Eller hvor mange gange vi har aftalt ikke at gøre noget særligt ud af syv-minutters showet i Aalborg

Gitte: Jep… Læser lige din bus historie

Kan huske aftalen i gamle dage om Aalborg… og de store ambitioner især Signe havde…
Mindes tydelig at hun havde en omklædning på 30 sek i et af de shows

Mig: Ja, utroligt hvor mange gange man kunne nå at klæde om under et syv-minutters show
Ja, og som regel blev vi afbrudt midt i vores finale-nummer af en småsur og/eller fuld konferencier

Gitte: Tror vi var 3 mand om at klæde hende om… Hun stod bom stille og lod os klare resten

Mig: Jeg husker en dirigent der blev så sur at tromme og stik blev kylet hen ad gulvet!

Gitte: Hmm… Jeg husker 3 mænd der viste bar r’v til hele Aalborg
(nogen gange blev presset for hårdt)

Mig: Jeg husker en gang Karsten var som blæst væk inden vores sceneshow, og dukkede op midt i men ikke fik lov at være med fordi han lugtede af øl og var aldeles utjekket

Gitte: JA – det husker jeg osse – Øj hvor var der nogen der var sure…

Mig: Og en anden gang da der udbrød panik på vej op ad trappen til scenen, fordi en eller anden foreslog vi byttede rundt på opstillingen i entreen

Gitte: Helt typisk… Man skal jo være lidt flexibel i opstillingen

Mig: Ja, det er altid en succes at foreslå ændringerne på det tidspunkt

Gitte: Jep… Det er et spørgsmål om timing!!!
Så er der jo osse historierne om Maja og hendes kostumer, der går i stykker…

Mig: Dem har du nok flere af end jeg. Der har du nok reddet mange shows.

Gitte: Ja – pyh… En hårnål og noget musiker tape – kan redde et show

Mig: Jeg husker engang hvor jeg reddede, jeg tror det var Louise Waabens, top fra at glide op, vha. dobbeltklæbende tæppetape. Det slår selv gaffa-tape.

Gitte: Det har været sjovt at tage af bagefter

Mig: Apropos, så mindes jeg noget med en fed, sort permanent ink tusch på mandekroppe. Det skulle gnubbes af i løbet af et par uger!

Gitte: Åh ja…
Og en bustur til Aalborg, hvor jeg skulle male på Tony… Det største af alle Damp børn

Mig: Ja, han var ret on-off, enten 100% tændt eller 100% slukket

Gitte: Jep… Han var sjov… Så længe jeg ikke skulle holde styr på ham

Mig: Ak, ja, man burde have haft snor i ham, og for den sags skyld flere andre under vores ture.

Gitte: Ja… Må erkende at et par grå hår har jeg fået fordi nogen ikke har samme fornemmelse for til og sted som jeg…
Så er der de mindre heldige kostumer…
Termobukser i sommervarmen??? Mig: Ja, det er jo også en umulig balance mellem det tjekkede og det løsslupne.
Ja, og det vilde er at termobukserne var direkte importeret fra Rio!

Gitte: Er det køligt om aften i Rio?
Eller de “fab” banan skørter???

Mig: Ja, genial opfindelse! Husker tydeligt Julia altid med alle bananerne dinglende og hoppende foran

Gitte: Jep… Hun var osse lidt af en håndfuld…
Der skulle holdes øje med hende inden hun gik på

Mig: Og solkostumet, der bare er indrettet sådan at man ikke kan få armene ned og fx binde sit eget snørebånd

Gitte: JA… Det var genialt… Der var styr på folk i den

Mig: Ja, man kunne heller ikke så let slippe væk, for man kunne ikke mase sig igennem smalle passager.

Gitte: Nope… Bare stå stille og se godt ud
Mig: Hmm, ikke så praktisk til paradebrug. Men det var jo ellers et dejligt kostume Gitte: Uh ha ja… rigtig fin…
Pyh… der mange historier at fortælle…
“Onkel Poj” får travlt Mig: Jeg tror altså godt du kan bidrage lidt med en enkelt historie om udfordringerne ved at være hjælper!

Gitte: Ja… Der er nok at tage af… Ser lidt på det

Da Lau tog sin vækketjans for alvorligt
Denne historie udspiller sig også på Forlev SpederCenter, hvor vi holdt vores sidste sommerlejr i 2001, inden vi året efter rykkede til Klejtrup Musikefterskole.

I Forlev foregik alt undr mere primitive forhold.
Man er midt i den danske natur, og selv om der er bygninger, så foregik det meste i det fri.
Man sover i medbragte telte, eller hvis det skal være mere avanceret, så i nogen af de få shelters, der er bygget nogen hundrede meter borte, og så sover man godt og tørt, men alligevel i det fri, for selvom der er tag, så man ikke bliver våd selvom det regner, så er hele den ene side åben.

Man indretter sig som regel med at strø halm ud, så det er meget natur-oplevelse over overnatningerne. I Forlev er skam også rigtige huse, og det er her man kan rykke ind og spise ved borde og bænke. Der er også et køkken, med et simpelt komfur, så man kan lave varm mad.

Man skiftes så for at have madtjans, og som en af de heldige havde jeg den morgen vundet morgenmadstjansen. Det var fint nok, for så slap for at have madtjans senere på dagen, hvor man risikerede at gå glip af workshops, eller andre spændede aktiviteter. Ulempen var, at man så også havde vækketjansen, og skulle sørge for at alle kom op og igang, så vi kunne holde tidsplanen.

Jeg havde både Lau, min søn, og mine to mindre piger Pil og Thit med. Jeg havde kun et enkelt telt med, så da vi alle havde ligget klemt grundigt sammen den første nat, var pigerne ikke i tvivl, da muligheden bød sig for at sove i shelters. Der var for det første bedre plads, og også meget bedre luftkvalitet, for fire menneskers natlige uddustninger kan godt blive lidt koncentrerede i et nylontelt.

Af en eller anden grund, så mødte de andre der skulle hjælpe med morgentjansen sent op, og da var jeg i fuld gang med at bage friske morgenboller, og koge vand til kaffe og the, samt koge æg. Så jeg bad Lau om at stå for vækketjansen, og gå rundt og få folk op vækket morgenmad.

Jeg har sikkert ikke forklaret mig grudigt nok, eller også har Lau bare været langsomt opfattende den morgen, inden han selv havde fået morgenmad. Han havde i hvert fald fået den opfattelse, at det ikke var nok at han vækkede folk, men at han også skulle se dem stå op, og sikre sig at de kom ned til morgenmad!

De første der ankom, var dem der havde sovet nærmest bygningen, og de forklarede at Lau var ganske grundig i sin vækning. Men efter måske et kvarter, kom en af mine piger løbende og bad mig komme, for der var panik oppe ved et af shelterne!

Jeg smed sekvfølgelig hvad jeg havde i hænderne og løb de nogen hundrede meter ned over græsengen og op ad bakken, hvor shelterne lå. Allerede nede på græsset kunne jeg høre at der var ballade! Og en heftig diskussion! Da jeg kom nærmere kunne jeg høre, hvad der foregik: Lau insisterede endnu engang på at de skulle stå op og trække i tøjet, og gå ned mod morgenmaden, men pigerne der lå i shelteren vrissede eller råbte at Lau skulle gå væk og lade være med at forstyrre dem! Og at de i hvert fald ikke ville stå op, sålænge han stod der!

Så måtte jeg prøve at gyde olie på de rørte vande, og jeg sagde til Lau, at jeg var sikker på, at de var vågne nu, så han havde gjort sin pligt, og at de nok skulle stå op, når de lige havde sundet sig og strakt sig lidt. Og pigerne takkede mig, fordi jeg havde stoppet Laus utålmodige og ihærdige chikane, og svor at de ville have slået ham ihjel, hvis han havde fortsat bare lidt længere! Men Lau mente jo, at jeg helt tydeligt havde sagt, at han skulle vække dem, så de kom ned til morgenmaden!

Pyh, der havde jeg vist nær mistet min kære søn! Morale: man skal give sig tid om morgenen, og ikke jage med trætte folk. Så hellere lade programmet skride lidt! Jeg har siden prøvet at være meget blid og ikke insisterende, når jeg vækker folk til morgenmad. Man kan lettere komme godt i gang med dagen, hvis folk ser det som en service, at blive vækket med et tilbud om friskbagt brød og nylavet kaffe, end hvis de skal tvinges i gang, for at holde tidsplanen!

Da Maya og jeg blev berømte i Amsterdam
Også denne historie foregår i Amsterdam, hvor Redondo, en instrumentutik, specialiseret i import og salg af brasilianske instrumenter, havde inviteret til Samba Meeting endnu engang. Året var 2001, og vi var nogle få, der var opsatte på at gentage successen fra året før, hvor vi var en hel busfuld, i den lyserøde gamle bus, ØrrkenDronningen, der var afsted. Men det er jo en anden historie, som I må læse en anden dag.

Dette år var det ikke lykkedes at skaffe opbakning til at tage afsted en hel bus sammen, så vi var endt med en løsning, hvor man selv skulle skaffe transport til og fra Amsterdam.Det var også fint nok, og vi var 4 dansere, der havde aftalt at køre sammen i Shefalis lille blå bil: Shefali og jeg, som havde været afsted året før, og to nye dansere: Birgitte og Maya, som vi lokket med ved at fortælle om alle vores oplevelser året før.

Det gik helt fint med kørslen, selvom det kun var Shefali og mig, der havde kørekort. Shefali skulle køre til syd for grænsen, hvor vi skulle tanke benzin, lidt billigere end i Danmark. Det gik meget fint med at finde en tankstation, selvom afkørslen var lidt kringlet med en masse udfletning, men da vi skulle finde tilbage på Der Autoahn, var vi lidt lost, for skiltene var temmelig uoverskuelige, så vi aftalte at gå tilage til tanken og spørge om vej. Problemet var blot, at ingen af os var særligt gode til eller glade for at snakke tysk. Vi jokede med hvem af os, der var dårligst, men Shefali vandt, helt klart, da hun i alvor sagde, at det kunne vel ikke være så svært, jeg går beare hen og siger: Wir fahren nach Amsterdam, aber WARUM? Så blev vi enige om, at det nok alligevel var bedre, at jeg gjorde det! Og snart vi vi på vej igen.

Turen gik også fint, men da vi vi lidt syd for Hamborg gjorde rast for at spise frokost, mødte vi en alvorlig tordenbyge. Den var så kraftig at vi først trak pausen, fordi ingen af os ville løbe de 500 m hen og hente bilen, så de andre kunne slippe nogenlunde, men jeg ofrede mig til sidst. Tordenbygen var så kraftig, at selv om de andre blot skulle løbe fra døren i cafeteriaet, de vel ca. 25 m hen til bilen, så var de også gennemblødte til skindet.

Men vi kom da afsted igen og kørte nu gennem regnen, der var så kraftig at det var en udfordring at få vinduesviskerne til at følge med, så man kunne få tilstrækkeligt godt udsyn, men det gjaldt åbenbart for alle, så pludselig blev farten sat ned, så vi sneglede os frem gennem Tysland i en kolonne, der fulgte midterstriben på den to-sporede motorvej, med mellem 60 og 80 km/t. Og regntvejret havde åbenbart valgt samme rute som os, ihvertfald kørte vi i denne tordenbyge hele vejen til den hollandske grænse, og et godt stykke vej ind i Holland.

Så vi blev selvfølgelig noget forsinkede i ankomsten. Faktisk endte vi på en nødcampingplads udenfor Amsterdam hvor vi var ankommet langt over midnat. Men næste morgen tog vi straks hen til den planlagte campingplads: Het Amsterdamse Bos, som ligger i et naturområde med skov, syd for Amsterdam.

Vi sov i to medbragte telte, og det var ganske udemærket. Vi købte ind i den lille campingkiosk til morgenmad, men der et lille, men meget kritisk problem for mig: Der var ingen morgenkaffe! De andre mente, at det kunne umuligt være noget vi skulle prioritere højt, da de selvfølgelig hellere ville ind til Amsterdam, for det var vel det vi var kommet for!

Jeg måtte noget surmulende bøje mig for flertallet, og kunne godt se det fornuftige i, at vi skulle udnytte tiden, den ene dag vi havde tilbage inden selve Samba Meeting skulle starte, og vi ville få travlt med workshops. Vel inde i Amsterdam stod den selvfølgelig på shopping. Især Shefali og Birgitte havde en uudtømmelig kærlighed til at kigge på og prøve sko. Og det gik for mig, hvor mange skoforretninger, der egentlig er i Amsterdam.

På et tidspunkt adkillige timer senere, erklærede jeg, at nu havde jeg simpelthen set sko nok for mange dage, oh Maya erklæerede sig enig, og vi besluttede os for at splitte op, og dyrke hver vores lyst. Maya og jeg havde lyst til at se på mennesker, og spise mad, og jeg havde hårdt brug for en kop, møgbeskidt og ekstra stærk og sort java! Så vi fandt et italiensk lille sted, hvor jeg kunne få dækket mit behov for koffein, i form af en lækker espresso, grande!

Og da vi havde fået lidt at spise også, var mit humør straks bedre og jeg var klar til endnu nogle timer med shoppnig, bare ikke sko! Vi fandt nu den størstre musikbutik i Amsterdam: Fame, der også har en rimelig stor afdeling med verdensmusik! Og her tilbragte vi så flere timer med et finde og lytte til brasiliansk musik i alle afskygninger! Virkeligt lækkert og herligt for både krop og sjæl!

Det kunne ikke undgås at vi stille og roligt begyndte at danse lidt, når vi stod med hvert sit headset på og lyttede til den samme CD! En herlig måde at bruge en eftermiddag på! Efter et par timer i vores rette element, blev det tid til at vi skulle mødes med de to andre igen, som aftalt. Og sådan mødtes vi, glade og tilfredse med hver vores lyst styret!

Så var det igen blevet tid til fælles oplevelser, bl.a. en gåtur gennem Roark, med en aflægger ind at snuse i en fornem tobaks og cigarforretning, hvortil alle de rige og vigtige forretningsmænd og kendisser får importeret og opbevaret deres luksuscigar i særligt indrettede “humidorer”, der sørger for den helt rette temperatur og luftfugtig, nøje afstemt efter den enkelte cigar! Ikke fordi nogen af os røg, eller skulle købe noget, men alene fordi det er en fascinerende verden! Det blev også til et hurtigt kig ind i nogen af diamantbututikkerne, inden vi sluttede dagen af på Waterloo Market, et kæmpestort og fascinerede loppemarked, hvor man kan kigge på og købe alverdens gammelt ragelse, billigt skidt men også nye varer, ikke mindst tøj. Og minsanten om ikke vi fandt en bod, hvor man kunne købe sambakostumer!

Endelig en tøjbutik, vi alle havde interesse i.
Så var det tid at tage hjem på campingpladsen, og jeg kan huske, at Maya som desværre døjer med gigt i benene, til sidst var så træt og øm, at jeg måtte bære hende det sidste stykke hjem fra bussen til campingpladsen. En hård, men fantastisk dag, fuld af gode oplevelser!

Næste dag havde vi igen tid at tage ind til city for at indsnuse stemningen, og opleve alle de mange kulturer som Amsterdam er en skøn smeltedigel af. Maya og jeg havde bestemt ikke fået nok brasiliansk musik, så vi var snart tilbage i musikbutikken Fame, og denne gang gik vi målrette til afdelingen for verdensmusik. Og da vi mødte den samme ekspedient, som dagen før udbrød han: I know you! You were here yesterday and danced! Så måtte vi grine, men samtidtig var vi lidt stolte af at have gjort indtryk, så på den måde fik Maya og jeg vores internationale gennembrud som dansere i en musikbutik i Amsterdam!