K.I.M (Karneval i Maj)

Vi alle var gøglere…”der eksisterede ikke uddannelser som eventmagere, master i oplevelsesøkonomi eller professionel projektledelse”

Karneval i Maj – forsøg på at beskrive historien…

At beskrive karnevallets historie fra det startede i København i 1982 som en inspiration fra Notting Hill Carnival i London, til den form det har i dag som folkefest i Fælledparken, er som at beskrive en mælkebøttes forunderlige og uforklarlige gennembrud af storbyens asfalt, vækst, frødannelse og spredning.

Det vil ikke på nogen fair måde kunne inkludere alle de enkeltpersoner, institutioner og organisationer der har slidt og danset, slæbt og spillet, diskuteret, udviklet, røget, drukket, hadet og elsket sig igennem hvad der startede som et græsrodsmanifest til glæden og et inkluderende fællesskab, hvor gaden var scenen og vi alle var gøglere, over kravene om organisering, forhandling, opstilling af scener, toiletvogne og affaldscontainere. For ikke at tale om et konstant pres for kommercialisering, strømligning, importerede bands og kun de smukkeste kroppe synlige for publikum, en ny kategori der etablerede sin egen parallelfest.

Mest rimeligt vil det måske være, at beskrive karnevallet som et spejl af sin tid.
1980érne var præget af og kendt for arbejdsløshed og mange unge på kontanthjælp, men også af initiativer som Fools-, Land og Folk- og Kvindefestivallen, klovne- og gøglerskoler, lokalradioer og undergrundsaviser, punkere og bzére. Karnevallet voksede frem midt i alt dette. Det sugede kræfter fra mange forskellige miljøer til sig og det kunne bruge de fleste. Folk voksede med opgaven. At koordinere en fest af så kæmpestore dimensioner, stillede krav. Københavns overborgmester så med milde øjne på initiativet og et hus blev stillet til rådighed på Halmtorvet, nogle af bryggerierne bakkede efterhånden op, Københavns City-centerforening og politiet.

Men der var også kampe fra starten, med restauratørerne, nogle af de handlende og beboere i indre by og internt i Karnevalskomiteen, hvor balancen mellem imødekommelse af de voksende krav og fastholdelsen af karnevallets oprindelige ide var i evig svingning.

Da Karnevallet var på sit højeste i slutningen af 80érne var hundredvis af frivillige i gang i månedsvis, og planlægning af opstilling af boder, scener, musikprogrammer, parader, børnekarneval, bådkarneval, karnevalsgudstjeneste, indkvartering af udenlandske gæster og grupper, bespisning og bemanding af kommando og kommunikationscentralen i Købmagergade, pressekontakt, økonomistyring, udsmykning og affaldshåndtering. Der eksisterede ikke uddannelser som eventmagere, master i oplevelsesøkonomi eller professionel projektledelse, karnevallet blev for flere en unik uddannelse i sig selv, som flere af den tids medvirkende, den dag i dag, har med i deres daglige liv og virke. Historien beskrives bedst af dem selv:

  • 01

  • 02

  • 37

  • 22

  • 36

  • 20

  • 30

  • 26

  • 18

  • 14

  • 12

  • 16

  • 13

  • 15

  • 17

  • 19

  • 29

  • 28

  • 27

  • 31

  • 32

  • 11

  • 10

  • 09

  • 08

  • 07

  • 06

Fotos fra K.I.M (Karneval i Maj)

7 personlige beretninger fra K.I.M

Skrevet af: Bibi Hølge-Hazelton, Helle Nielsen, John Østergaard, Pia Hegner, Thomas Clausen, Niels Vistisen, Thomas Ulver Johnsen

Mit karneval

Af Bibi Hølge-Hazelton

Min karnevalskarriere begyndte i Medborgerhuset på Østerbro i starten af 80erne og endte på scenen på Christiansborg Slotsplads en del år senere. I den mellemliggende periode var karnevallet blevet så indgroet hos mig, at jeg i adskillige år efter oplevede at være irritabel og urolig, som en kalv i stald der trænger til at komme på græs, når foråret nærmede sig.

Karnevallet blev min ungdoms politiske og dannelsesmæssige projekt. Jeg var overbevist om, at den kraft der var i mødet på “gadescenen” i de lokale åbne værksteder, og i Karnevalshuset, på kryds og tværs af generationer, køn og sociale tilhørsforhold, havde grundlæggende transformative egenskaber.

I dag kan jeg se vi var forud for vores tid, med det man nu kalder diversitet og inklusion. Karnevalsmiljøet rummede langtidsledige og direktører, tjallehoveder, CBS- og RUCstuderende, langtidsledige, udsatte unge, socialarbejdere, smede, sygeplejersker og bankansatte. Vi havde et fælles mål og en stram deadline, pinsen lod sig ikke udsætte. Nogle arbejdede bedst om natten, andre om dagen. Mængden af kaffe, cola og smøger var enorm, men der var også vidunderlig gastronomi, fremtryllet af karnevallets energiske, men evigt skæve, kok på 2 kogeblus.

Jeg har sidenhen uddannet mig til flere titler end et almindeligt visitkort kan indeholde, men det var med karnevallet at jeg for alvor fik gang i udviklingen af mine ledelses- og koordinationskompetencer, noget jeg senere har haft med i alle mine jobs: Ansvarlig for paraden, medlem af forhandlergruppen herunder deltagelse i sponsormøder hos bryggerierne og til møder hos overborgmesteren, medlem af Kims bestyrelse og pressetalsperson. Jeg var faktisk så engageret, at jeg i nogle år sagde min stilling op som sygeplejerske, for at arbejde for karnevallet fuld tid fra februar til maj.

Men mit karneval var mere end det, det var at gå syngende og dansende gennem natten i København, Venedig og Biel, forklædt som kanin eller dansemus. Det var at kende hver en krog til juletræspynt i indre by, det var workshops i ballonkunst og maskeværksteder. Det var at møde mit livs store kærlighed.

Det var at mærke suset når paraden blev sat i gang. Det var det intense og solidariske samvær med de andre KIM folk og det var starten på venskaber der stadig holder. Det var skuffelsen over kritikken og forundringen over udviklingen. Det var erkendelsen af ikke at være professionel nok. Det var at få vores første barn døbt midt under karnevallet til karnevalsgudstjenesten og det var at blive gift i Fælledparken efter at have overladt hele festen i KIMs hænder.

Jeg stoppede i KIM da karnevallet bevægede sig ind i 90’erne – med nye folk, der havde ideer og ambitioner som jeg ikke kunne identificere mit karneval med. Jeg har dog aldrig været i tvivl om, jeg var med i et unikt fællesskab om et fantastisk projekt, som jeg føler mig ufattelig privilegeret over at have haft i mit liv.

En hel verden åbnede sig

Af Helle Nielsen

En hel verden åbnede sig, da jeg startede i Frederiksberg karnevalsgruppe i start 80erne, dans, musik gøgl, kostumer (meget flotte for tiden) Vi dansede og spillede i timevis hele pinsen igennem. Min nysgerrighed var der for alvor blevet pillet ved. Hvem hvad og hvorfor var der en flok mennesker der lavede denne kæmpe fest, jeg ville være med, Så fra 84 var jeg med på vognen.

Børnekarnevalet vandt mit hjerte. Kampen med stadsgartneren i Kongens have,( samme kamp hver år) sejren over at få lov til at bruge Kh, hvis vi bare spærrede områderne med forårsløg af, hvilket vi selvfølgelig prøvede af efterkomme.

Mandag i pinsen var dagen hvor: børn fra div institutioner i stor København tog hen og optrådte, karnevals grupperne kom forbi til en sidste omgang dans og musik. Der var tæpper og madkurve, barnevogne, elefanter, bier, klovne, prinser og prinsesser, løver mm. Der var tryllekunstner, ballon mænd, børn der optrådte for børn og voksne, der var glæde, leg, og badning i springvandet, Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom, passet rigtig godt til børnekarnevallet i kongens børnehave.

1989 var det Christian d. 4`karneval som selvfølgelig også skulle afspejles i Kongens have, Så der skulle bages ha ha, rundetårn, alle ingredienserne til chokoladekagen fik vi sponsoreret, hold da helt op hvor fyldte det meget i en 3 værelses lejlighed, vi fik lavet specielle kageforme som kunne være i en almindelig ovn, som var min, vi blev hurtigt klogere 1 tons kage bagt i en almindelig ovn, så vi lånte et bageri, kagestykkerne blev bagt. Opsætningen af kagen startede kl. 6 mandag morgen, rundetårn stod færdig 4 timer senere, hvor var det bare flot, vores kage rundetårn, Kagen blev spist op, 1 ton chokoladekage spist på 1 dag.

Det at være med i KIM, betød også sjove happinens før og efter pinsen, feks: dengang vi overdækkede Grøbrødretorv med ballonger, lavede ballon Kylling på rådhuspladsen, ballon skulpturer over søgerne, bryllup i fælledparken, karneval i Viareggio i Norditalien.

Kære Kim folk se jer omkring, vores venskaber på kryds og tværs består den dag i dag, jeg er ydmyg over dette, samt at have oplevet nogle fantastiske år sammen med jer i min første ungdom.

Mange hilsner Helle

Gaden er scenen, du er gøgleren

Af John Østergaard

Mit Karneval startede i 1983, hvor en ven fra Svendborg, (hvor jeg havde boet siden 75, jeg var flyttet tilbage til København for at arbejde for en kort bemærkning,) inviterede til at arbejde på karnevals komiteens kontor i Holbergsgade, hvor man var i gang med at arrangere det andet københavnske karneval. Jeg fik som opgave at stå for afviklingen af karnevals program i den Grå hal på Christiania, efter det første karneval, valgte man at lave en masse indendørs arrangementer, som gav et drønende underskud, og vi lærte af karnevallet foregik på byens torve og i gaderne, folk ville ikke indendørs.

Efter karnevallet med et stort underskud og en masse ballade, der var udenlandske grupper der strande uden penge, på en efterfølgende generalforsamling blev jeg så valgt ind i komitéens nye ledelse, Som Formand sammen med Trine Vistisen, Bent Møller Andersen(den gamle Kasser) og flere, karnevalskomiteen, ændrede navn til karneval i maj og blev en forening, vi gik så i gang med sammen Advokat Bjarne Johnsen at få overblik over økonomien, og fik lavet en aftale i skifteretten så karnevallet kunne foresætte. Efter forhandlinger med daværende Overborgmester Weidekamp. Fik vi så lovtal at bruge Halmtovet 15. Som nyt Karnevalshus, her startede vi så med at forberede karnevallet 84. under mottoet

Gaden er scenen, du er gøgleren, vi fik KIM logo narren som var tegnet af grafikeren Søren A Olsen

KIM var organiseret med bestyrelse, et delegeret møde hvor bestyrelsen og karnevalsgrupperne, gøgler, musiker mødtes og aftalte hvordan karnevallet skulle foregå, i de første år var der karnevalsgrupper fra næsten alle større byer i landet, samt fra de forskellige bydele i København, Økonomisk fik vi støtte fra kommunen. Kulturministeriet, fra Byggerierne, salg af boder, Lokalgrupperne fik mulighed til at tjene til deres udgifter ved salg af badges, og plakater, Men der var også mange udgifter forbundet med karnevallet.

Den største var rengøringsregningen til kommuner som var på ca. 550 000kr. Der var scener, Forsikringen PA anlæg, Udsmykning. Sambasaden vi lejede Studenterhuset i Købmagergade til kommandocentral, hvor der var bespisning, radiokombination til scener parade og andre.

Karnevallet 84 blev en stor Succes. Med ca. 700 000 deltager, musik og gøgl på scener på torvene. stor åbningsparade, Bådekarneval i Nyhavn, Børnekarneval i kgl. Have. Masser af udklædte deltager, Økonomisk gik det også godt et lille overskud når alt var betalt.

Kreative og fantastiske mennesker

Af Pia Hegner

Jeg kom ind i karnevallet tidligt på året i 1986 –jeg blev inviteret at John Østergaard, der nok vidste at stedet ville virke inspirerende på mig. Karnevallet var flyttet til Kødboderne og der stod kødbyens gamle kantine fuldstændig ramponeret, med hinkestensruder og terrassogulve og faste borde – jeg ku sagtens se det som et vidunderligt værksted og det kriblede i fingrene på mig. Der var rodet og koldt, men ikke noget knofedt og en varmeblæser ikke ku gøre noget ved.

Stedet emmede af kreative og fantastiske mennesker, og der blev taget godt imod både mig og min datter på 4 år. Det varede ikke længe før huset føltes som en slags hjem, og vi tilbragte al vores tid der. Vi spiste sammen, sov sammen og arbejde på det kommende karneval. Det hele blev kun bedre af at der var en fantastisk lækker formand (jeg er gift med ham i dag og har fået to børn mere).

Jeg fik ansvaret for værkstedet. Det var noget af en opgave at skulle udsmykke en hel by. Og penge var der jo ikke mange af. Jeg måtte starte med at ringe rundt og høre om ikke der var nogen der ville sponsorerer materialer, så vi havde noget at arbejde med. Det lykkedes faktisk ret fint. Jeg kan ikke mere huske hvor vi fik de to overlockere fra, men dem havde vi, og vi fik så diverse fabrikker til at sponsere stofruller med fejl, eller af farver der var udgået e.l. – maling fik vi også lov til at hente en masse af.

Jeg kørte rundt i karnevallets Ford T og hentede masser at materialer og så gik vi ellers i gang, en masse frivillige. Der skulle laves enorme mængder at bannere der kunne hænges op i træerne rundt omkring i byen. Jeg husker specielt træet på gråbrødre torv, der skulle altså en del til at det så ud af noget! Vi havde forskellige temaer rundt omkring i byen. Jeg kan huske at Kulturfabrikken (en teatergruppe) stod for Pilegården, og også de kom i vores værksted og arbejde med udsmykning. Ligesom flere af karnevalsgrupperne ku komme og sy deres kostumer. Jo der var liv og glade dage på værkstedet – og masser af mennesker. Karnevallet 86 var en enorm oplevelse for mig. Der var medina, solfester, ballonudslip, fyrværkeri og alle scenerne og boderne rundt omkring i byen var udsmykket.

Senere blev jeg ansat som langtidsledig i Karneval i maj. Der var nok at se til, også efter karnevallet – der skulle ryddes op og det næste karneval (87)skulle planlægges. Om end der også blev nået et slag dart i ny og næ.

Jeg var en del af karnevallet i 2½ år. Både på værksted og i administration. Også som en del af bestyrelsen en overgang. Jeg lærte utroligt meget, og det var nok der jeg lagde grunden til mit liv som administrator og senere som festarrangør. Det var gode lærerpenge kommunen betalte mig i understøttelse ☺ og det var så også dengang de på kommunen godt kunne frede en lidt, når de vidste man lavede et stykke kulturelt arbejde.

Mange hilsner Pia

En kølle lavet af en pind og nogle gamle sokker

Af Thomas Clausen Musiker/manager 1982-86. Næsteformand/programchef 1987-1990.

Hun dansede lige ind foran mig , hun var meget sort, bikinien til gengæld knaldgul. Jeg stod bare og så på inden da, på et af opvarmnings-karnevallerne langs kysten, inden det store ’bang’ i Salvador, Bahia, februar 1982, men Esmeraldas niece på 12 år havde spottet mig og anbefalet mig til sin moster – ”der er en god gringo”. Hun hed Esmeralda, altså mosteren, og hun fik mit humør op den næste måneds tid, inden jeg rejste hjem til det kolde nord.

Jeg var rejst af sted i december 81 med Morten Wulff, som spillede keyboard i vores fusions-latin band DROPS, og i bandet var den første rigtige brasilianske musiker vi havde mødt, Chuim Siqueira. Månederne inden havde vi så mødt mange søde brasilianske exil-kunstnere og politiske flygtninge på flugt fra det brasilianske militærdiktatur. Rosane Rodriques fra Dansk-Brasiliansk Forum forsøgte som den skrappe lærerinde, at få kartoflen ud af munden på Morten og jeg, og lære os noget brasiliansk, så vi i det mindste kunne bede om en kop kaffe når vi kom derover!

Lige hjemvendt i marts 82 begyndte folk at ringe og spørge om jeg ville være med til at arrangere og spille i et københavnsk karneval. Det var noget med én fra den lukkede, som havde fundet på idéen, da han kedede sig en mørk aften. Tak til John Little! ”Om jeg kendte noget til ’samba? ”lød det i telefonen. Brasilien var jo meget langt væk dengang. Alle hippierne havde været i Indien i stedet. Og hippier danser ikke så meget.

Så lige pludselig befandt jeg mig så halsende rundt om træet på Gråbrødre torv, med en gulv tam tam bundet fast i et halstørklæde, og en kølle lavet af en pind og nogle gamle sokker. Heldigvis i selskab med en masse andre musikere, men naturligvis også psykisk syge, drukmåse, gøglere, Hara krishnas, ældre pædagoger med bongopatter og kæmpe vildt rødt hår osv, så man skulle holde godt fast på sin kølle, for der var mange sjove mennesker, der ville være med.

Vi gik amok under det første karneval, og de følgende år, spillede ofte 8 -12 timer i karnevalsdøgnet på gader og scener, marcherede i optog helt fra Amager, stoppede busserne på Nørreport, fik folk ud af bussen og danse, en vild happening. Det blev så hurtigt til ABANDA (festaberne)og KOLIBRI (musikerne). Jeg skulle vælge, og valgte musikerne i Kolibri (og danserinderne), men kom altid til at savne festaberne undervejs.

Jeg gik ind i brasiliansk musik for alvor i 1983, med min bas og min surdo under armen, og spillede de næste 10 år med Sambasyndikatet, Aninha og Samba Agogo, Gilberto Moreira og Via Brasil, Jossely Regina Band, Camisa Amarela, Tropical Steelband og Manga Rosa med Vanja Santos. I de fleste bands fik jeg hurtigt en delvis managerrolle, så det var naturligt for mig i 1986 at hjælpe formanden for Karnevallet, Jacob, og lave programmerne for de store scener, han havde jo nok at se til!.

Jeg kendte rigtigt mange musikere og bands, og da jeg i 1987 fik det job at lave Copenhagen Jazzfestival den sommer, som fastansat ’langtidsledig’ på Jazzsekretariatet, så tilbød Karnevalskomiteen mig jobbet som formand for KIM.

Jeg takkede nej, ville hellere være næstformand og programchef, for en så crazy organisation som KIM fortjente en rigtig gøgler på formandsposten: John Østergård stod klar. Og vi var et godt team: den slikkede manager og den barske gøgler med den store kæft, der kunne give folk det møgfald de fortjente, når de ikke fik fingeren ud! Som Bibi skriver: ”Pinsen kunne jo ikke vente!” Det blev stort, med op til en et sted mellem 500-800.000 besøgende.

Det var sgu svært at tælle alle de mennesker. Mange boder, scener, restauratører, sambaskoler og parader at holde styr på, men på en eller anden forunderlig måde lykkedes det. Tuborg-folkene havde respekt for os, vi fik solgt mange af deres øl, kommunen havde blandede følelser, men overgav sig. Byens nøgler blev overrakt af Borgmesteren fredag hver pinse, ved en ceremoni på Rådhuset, byen var *Narrens* i de 3 ½ dag vanviddet varede.

Klimaks var i 1988, turen i ’kongekareten’ gennem menneskemasserne, under Christian d. 4’s karneval. Christian d.4 var allerede meget beruset, selvom klokken kun var 11-12 stykker om formiddagen, og hans ’kone’ dronningen meget irriteret. John Ø og jeg var også med i kareten, og hele folket hilste og vinkede og råbte til os, som om ham den kanonfulde konge virkelig var Chr.d.4.

En surrealistisk oplevelse.

Rygter om massevis af kasseboner i plasticposer

Niels Vistisen

For mig startede relationen til KIM i efteråret 1985 da min søde niece Trine ringede til mig og sagde at KIM havde nogle problemer med regnskaberne. Der var rygter om massevis af kasseboner i plasticposer. K’85 var endt i økonomisk kaos. Formanden på det tidspunkt, John Østergaard, havde trukket sig fra formandsposten efter at kaos indtraf. Trine var næstformand for foreningen og således fungerende formand da hun kontaktede mig.

Jeg mødte op i lokalerne på Halmtorvet, så det må have været lige før flytningen til Kødboderne. Jeg mødte nogle dejlige mennesker, især en gruppe som siden K’85 havde arbejdet energisk for at få gang i K’86. Det var Jakob Milthers, Flemming Lee Christensen, Thomas Johnsen, Niels Kobæk, hans makker ?? Nielsen, en socialpædagog med hat ?? som arbejdede i min hjemby, Avedøre Stationsby. Jeg beundrede disse ihærdige mennesker som kæmpede en håbløs kamp. Flemming havde på det tidspunkt allerede tømt alle plasticposerne og havde ordnet og registreret alle kassebonerne. Regnskabet for K’85 var aldrig blevet lavet. De ihærdige mente at der havde været et underskud som skulle kunne give nogle penge fra toldvæsenet.

Jeg besluttede at jeg godt ville give en hånd med på to betingelser. 1) Jeg ville være medlem af bestyrelsen og 2) Jeg ville ikke have rød næse. De ihærdige imødekom mine krav. Og jeg blev valgt ind i bestyrelsen på en ekstraordinær generalforsamling, tror jeg, den 6. januar 1986. På baggrund af Flemmings indsats lavede jeg et regnskab for K’85 som udviste et stort underskud. Med det regnskab fik KIM en returbetaling fra toldvæsenet på cirka 150.000 kroner. Og med dem som udgangspunkt for K’86 gik den videre omfattende planlægning igang for de mennesker der havde deres daglige gang i Karnevalshuset i Kødbyen.

Formentlig kunne jeg lave en lang liste over personer der på en eller anden måde havde givet positive bidrag til KIM’s udvikling. Lige nu vil jeg nøjes med at nævne en ung mand ved navn Jørgen Hastrup. Han imponerede mig ved at sælge ”luft” kaldet støttepakker. Hans indsats gav et bidrag til foreningen i omegnen af 150.000 kroner. Samme Jørgen etablerede den mest imponerende bod ved K’87, nemlig en flere etagers opbygning på Amagertorv ved Storkespringvandet.

Og så vil jeg lige nævne en ung kvinde ved navn Pia Hegner. Hun var hurtigt blevet til en af de ihærdige. Og Pia blev KIM’s første ansatte funktionær fra den 1. januar 1987 på fuld tid.

Og …….

Vi stod i to nætter og kogte og brasede 3500 kg chili con carne

Thomas Ulver Johnsen

Karnevalshistorier, anekdoter, personskildringer, hvor starte og hvor slutte? Det kan ikke skrives på to sider eller to bøger, det et bibliotek af historier. Hvad er mest interessant? selve karnevalet eller alle forberedelserne eller konflikterne (kommune indbyrdes etc.)?

1983: Jeg arbejdede på Spiseloppen og havde været forbi karnevalshuset på Halmtorvet nogle gange på grund af mit venskab til Jacob og Flemming.

Sideløbende har Jens Gameltoft dannet FUV foreningen til udvikling af workshops og han kontaktede mig og spurte om jeg ikke ville hjælpe ham med at lave noget chili con carne så de kunne sælge det under karnevalet. Jeg sprang til og sagde ja, han havde lånt en kantine hvor vi kunne arbejde om natten. Det viste sig at Jens havde købt rigeligt ind. Vi stod i to nætter og kogte og brasede 3500 kg chili con carne.

Den dag boden skulle åbne kom jeg ind til Storkespringvandet for at hjælpe, men der var ingen bod. Der stod tre, fire personer med et kæmpe læs træ, men ingen til at bygge boden. Så tog vi fat i vennerne og tilfældige forbipasserende og i løbet af et par timer var boden oppe. Det var min ingang til karnevalet.

1984: Kødboderne 26 et sted som får stor betydning for manges fremtid, et sted hvor vi fandt venskaber, sammenhold, kammeratskab og for nogle deres livsledsager. Det var stedet hvor man tog hen, når man ikke lige skulle noget. Der kunne man planlægge arbejde på værkstedet, diskutere, se tv, spise eller bare sidde og glo.

Alle kunne komme og der var rum til alle (gælder ikke Jens) hihi. Personligt tror jeg at de lokaler gjorde at karnevalet blev så stort de år. Det kom fra atmosfæren som fik folk til at blive og komme igen og igen.

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

clear formPost comment