20

Carioca byder velkommen til en ny præsident, vores helt egen officielle carnevalesco og en ny danselærer!

Så starter Carioca snart igen, og sæsonen starter med en række spændende nyheder! Carioca har bl.a. fået ny præsident og kasserer og vores helt egen carnavalesco. Derudover er vi stolte over at kunne præsentere Cariocas nye danselærer fra Rio.

Carioca har fået ny præsident, ærespræsident og carnavalesco

Felix do Nascimento er indsat som ny præsident, af en samlet bestyrelse. Kim Midjord bliver carnevalesco og er samtidig blevet tildelt titlen som Cariocas første ærespræsident for sit kæmpe arbejde med at skabe og bevare Sambaskolen Carioca.

Omar Felix do Nascimento er Cariocas nye Præsident

Omar er, som Cariocas nye præsident, det nye organisatorisk bindeled for hele Sambaskolen Carioca. Han har både en brasilianske baggrund og mange år i Danmark. Det gør, at han både har rigtig gode sproglige forudsætninger samt en bred kulturel indsigt, der kan sikre en rigtig god kommunikation i det daglige, og favne hele foreningen. Omar var med til at stifte Sambaskolen Carioca i 2009 og spiller 1. surdo i Cariocas bateria. Han har desuden datteren Beatrice, der danser på et af Magalis børnehold.

Kim Midjord bliver officel carnevalesco og Cariocas første ærespræsident

For at skabe et endnu bedre paradeudtryk har bestyrelsen udnævnt Kim Midjord til carnevalesco. Kim får på den måde det overordnede ansvar for Cariocas kreative udtryk i forhold til at samle trådene og skabe vores paradeudtryk i tæt samarbejde ned Karneval-udvalget. Erhvervet som carnavalesco er den vigtigste funktion for sambaskolens kreative udtryk i Rio de Janeiro. Carnevalesco står for at fortolke og iscenesætte årets tema i kostumer, udsmykning og vogne.

Kim har siden 1982 været en fremtrædende del af sambamiljøet i Danmark og han har bl.a stiftet både Bafo do Mundo og Sambaskolen Carioca. Kim har stor erfaring med at visualisere og sætte ord på karnevals-temaer. Udnævnelsen af en officiel carnvalesco skal sikre, at Carioca får et tydeligt og samlet udtryk til næste års karnevals-tema – og i mange år fremover!

Heraldo Balbino bliver ny danselærer i Carioca

Cariocas bestyrelse er rigtig stolte af at kunne præsentere Heraldo Balbino som ny danseunderviser.

Heraldo har i flere år været danser i Cariocas parader og sceneshows og vi er rigtig glade for at han nu har lyst til dele ud af sin enorme erfaring til Cariocas dansere. Heraldo er fra Rio de Janeiro og har danset med G.R.E.S. Portela og flere andre  sambaskoler i Rio, desuden har han været en del af Scala Samba Show i Rio.
Heraldo underviser både kvinder og mænd i Carioca sambateknik, og fokuserer meget på positionering af arme, brug af hofter, og hvordan man præsenterer sig bedst på scenen.

For blive en del af Heraldos dansehold skal du blot være medlem af Carioca og betale kontingent samt undervisningsgebyr. På Cariocas hjemmeside kan du finde mere information om priser og melde dig ind i sambaskolen. Ved sæsonstart vil bestyrelsen desuden sørge for, at nye medlemmer kan registrere sig og betale for den kommende sæson.  

Aninha Rangel stopper sit dansehold i Carioca

Aninha stopper i den kommende sæson sit dansehold. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke hende mange gange. Carioca sætter meget stor pris på det arbejde Aninha har leveret i Carioca og den måde hun har løftet den store opgave. Takket være Aninhas store erfaring, har Carioca haft flotte parader og optrædener i de senere år. Tak for det!

Bateria og børnehold i den kommende sæson

Carioca ser frem til endnu en sæson med Magali og Marquinho, der begge er en vigtig del af Cariocas daglige virke og særlige kreative udtryk.

Magali Canavarros de França har gennem alle årene stået for Cariocas to børnehold. Hver søndag inspirerer hun børnene til fysisk udfoldelse gennem dansen.
Magali har selv danset masser af shows gennem årene og har været en del af flere forskellige brasilianske dansegrupper.

Hendes daglige arbejde med børn og egne erfaringer med dans, giver både børn og forældre tryghed i hendes undervisning. Både på scenen i DR-byen og til Cariocas årlige juleafslutning er Magali lige opmærksom på alle. Carioca er utroligt stolte af Magali, og alt det hun formår at lære børnene.

Marquinho da Dona Geralda fortsætter i næste sæson som leder af Cariocas bateria. Mestre Marquinho har været en del af Carioca siden stiftelsen, hvor han har ledet musikken og har stået for arrangere Cariocas forskellige samba-sange. Ud over det ved Marquinho rigtig meget om samba og sambaskoler og inspirerer konstant til at gøre Carioca til Rio-sambaens omdrejningspunkt i Danmark.

Marquinho har mange års erfaring med at stå for bataria workshops, og har desuden en baggrund som mestre da Bateria i sambaskolen Uniao da Curicica i hjembyen, Rio de Janeiro. Marquinho er en fantastisk leder af Cariocas bateria, som sikrer en høj musikalsk kvalitet af autentisk rio-samba.

For at være en del af Magalis børnehold eller Marquinhos bateria skal man være medlem af Carioca. På Cariocas hjemmeside www.sambaskolencarioca.dk kan du finde mere information om priser og melde dig ind i sambaskolen. Ved sæsonstart vil bestyrelsen desuden sørge for, at nye medlemmer kan registrere sig og betale for den kommende sæson.

Sæsonstart i august!

Så er Carioca igen klar til at skyde sæsonen i gang med en masse sjove aktiviteter for hele sambaskolen og vores fantastiske comunidade!

Børnene starter allerede den 16. august. Magali sender selv informationer ud til forældre.

Den 30. august begynder undervisning for voksne i dans og musik for voksne, og vi fejrer officielt sæsonstarten med en hyggelig og festlig fællesspisning. Alle er inviteret så vi håber, at se både harmonias, forældre, børn, dansere, musikere og andre fra Cariocas fantastiske comunidade!

Derudover har bestyrelsen planlagt at rydde op i vores kælder på Kapelvej 44 søndag den 23. august, og her er alle naturligvis meget velkomne til at give en hånd. Vi skal bl.a. samle trommerne, der blev skilt ad i forbindelse med turen til Coburg.

Programmet for efterårssæsonen følger senere, men vi kan godt love, at der er lagt op til fest, farver og hyggelige fællesspisninger.
Hvis der skulle være nogen der er interesserede i at stå for madlavningen en eller flere søndage hører vi meget gerne fra jer. Skriv evt. til info@sambaskolencarioca.dk.

Vi glæder os meget til at dele endnu et år med Jer i Carioca, med en masse sjove og festlige timer!

Venlig hilsen Cariocas bestyrelse
Omar, Kim, Niels, Emil, Susanne og Rosangela.

Vores adresse er:

G.R.E.S Carioca de Copenhague

Kapelvej 44

København N 2200

Denmark